Søndagsblues og solskin

Jeg lignede en ugle i dagslys – plirrende og blinkende – da Loppen vågnede og var mere frisk end en mentos.
Dér havde jeg allermest lyst til at hælde en kande kulsort kaffe i svælget, trawle nettet tyndt for jobopslag og spændende virksomheder, og pusle med jobansøgningerne. Ligesom jeg sådan cirka også gør på alle ugens andre dage.

CAM04931-1Men den slags kan man ikke få fred til, når Loppens dagplejer holder weekend.

Så inden jeg vidste af det, havde den 2-årige overtalt mig til at danse til Creamys autotune-skamferede ”æblemand”, at bygge en hule under spisebordet, lege med klodser, gå en tur med hunden i solskinnet og klappe hestene på marken.

Mellem latter, pjat og kram slog det mig pludselig, at jeg skulle nyde hvert sekund. For det øjeblik ville jeg aldrig få igen. Men når jeg bliver en gammel rosin på et plejehjem, er det netop sådan et øjeblik, jeg helst vil huske. Lige præcis det. Og ikke de stunder, hvor jeg sad foran computeren og stressede over det job, jeg ikke havde.

For jo, jeg er vild med mit arbejde: journalistik og kommunikation. Jeg er vild med at skabe, at have en funktion og at udrette noget. Jeg er ikke god til at være ledig, og selv hvis jeg vandt 315 millioner, ville jeg stadig arbejde. Jeg er 154% drevet af lyst, når jeg sender en jobansøgning af sted.

Men det er ikke, det højeste jeg kan opnå i mit liv.

Når jeg bliver en gammel rosin, tror jeg nemlig ikke, at jeg vil fortryde den artikel, jeg aldrig fik skrevet. Den kampagne jeg ikke fik lavet. Den stilling hos Børsen, jeg ikke fik. Eller den PR-strategi, jeg ikke fik afprøvet.
Jeg tror derimod, jeg ville fortryde inderligt, hvis jeg ikke gav Loppen alle de kys og kram, jeg fik mulighed for at give hende. Hvis jeg ikke nød de skønne øjeblikke med min Olsen og for en stund glemte alt det, der er svært. Hvis jeg ikke tog mig tid til at gå en tur med min lille familie på en solskinssøndag og lade ansøgningerne ligge.
Bare engang imellem.

CAM04935-1

/Bloggeknolden

PS: Vi er jo heldigvis ikke ens eller ønsker det samme af livet, så jeg har fuld respekt for, at andre gamle rosiner måske ønsker sig nogle helt andre minder at kunne se tilbage på.

FacebookTwitterGoogle+Share