New Cand. on the Blog

Endelig. Efter alt for mange år som studerende, kan jeg nu  kaste 124 siders speciale over skulderen med et tocifret punktum og påberåbe mig en flot titel, som ingen kan udtale (Cand. Ling. Merc. Olsen udtaler det ’canlingmang’ med en tyk kinesisk accent. Manden må ha’ været kineser i et tidligere liv. Han kalder også min graviditetshærgede vom for ’Formand Maoooo’. Men det er en helt anden historie).

Anyway. Nu er jeg så blevet en del af selv samme kedelige statistik som 1/3 af mine nyuddannede medstuderende: arbejdsløs, ledig, jobsøgende, samfundsnasser, og hvad vi nu ellers bliver kaldt ude i det store stygge samfund.

Men lige nu er det faktisk okay. For imens jeg desperat klamrer mig håbet om, at netop jeg snart bliver udvalgt som nålen i en ansøgningshøstak, kan jeg forfølge et særligt projekt, jeg længe har dyrket i tankerne: At blive blogger.
Ikke fordi alle andre gør det, fordi jeg ved en fis om mode, indretning eller kendisser, eller fordi jeg er et menneske med en særlig visdom. Nej, jeg blogger, fordi jeg har så meget at fortælle. Vigtigheder, ligegyldigheder, tanker og oplevelser.

Og så elsker jeg bare, at placere min allerstørste legemsdel i sofaen, og kCAM04566~2oble af foran nogle af landets fedeste livsstilsblogs.
Jeg ville elske at give dig den samme oplevelse.

Derfor er bloggeknolden.dk nu sendt på vingerne.

Godaw min ven!
Så hej med dig, kære læser. Jeg vil lige præsentere mig selv: 28 år, mor til Loppen på 22 måneder, kæreste med Olsen gennem 5½ år, uddannet journalist og nu canlingmang i Virksomhedskommunikation.

Ved siden af mit liv som permanent bleg akademiker og mor i søvnunderskud, kan jeg også definere mig selv som en vaskeægte kartoffelwoman fra den 7. kartoffelrække. For det er dét, jeg er. Født og opvokset på lyngheden – dér hvor man dyrker kartofler, skovler sne med en gummiged, har en hest stående i baghaven, og hvor den liflige stank af kolort er det første tegn på forår.

Men jeg lover højt og helligt, at bloggeknolden.dk ikke blot vil blive én lang klagesang over min jobsituation eller hyldest til landlivet. Her vil du også få beretninger fra tilværelsen som mor til en livlig Loppe, kæreste med en ADHD-ramt drengerøv fra 8210, samt indretningsplaner, opskrifter og diverse refleksioner over verdenssituationen.

Tak fordi du læste med.

Tjek da lige ind igen i morgen. Jeg bli’r så glad i låget.

//Bloggeknolden

 

 

 

FacebookTwitterGoogle+Share