En dramaqueen bliver til

Hvis du som jeg indimellem ynder at smugkigge i de kulørte blade, har du måske læst nogle af de vilde divahistorier om kendisserne: Så hyrer Mariah Carey en assistent til at holde hendes sugerør, mens hun drikker. Så har J-Lo forsikret sin numse for 100 millioner kroner, og nægter derfor at placere sig på andet end sit transportable specialfremstillede bakterieresistente toiletsæde. Så kyler Naomi Campbell en mobiltelefon i ansigtet på en stakkels assistent i et hysterisk anfald.

Som læser bliver man jo forarget, og tænker hovedrystende, at der heldigvis kun findes få af den slags opblæste mennesker.

Men så glemmer man, at der findes børn i 2-års alderen. For Mariahs, Naomis og J-Los stjernenykker synes som rent barnemad, hvis man sammenligner med de krav, en nyslået 2-årig kan diske op med.

Læs med og gys.

Som oftest er Loppen en lille, glad solstråle. Men tag ikke fejl: divaen bor lige under overfladen. (Tak til Laura for det fine billede - tjek evt. hendes blog http://www.rodefabrikken.blogspot.dk/)

Som oftest er Loppen en lille, glad solstråle. Men tag ikke fejl: divaen bor lige under overfladen.
(Tak til Laura for det fine billede – tjek evt. hendes blog http://www.rodefabrikken.blogspot.dk/)

Lille pige – store stjernenykker
Loppen er den store stjerne i både Olsens og mit liv. Og de fleste af døgnets vågne timer er hun en lille solskinsdag. En blid brise. En forårspige der uddeler ‘stooor kram’, smiler og synger, så selv en sten må smelte.

Men tag ikke fejl. Hun er også en diva af dimensioner. For nu nærmer vi os en ny epoke: den såkaldte ‘selvstændighedsalder’. ‘Trodsalderen’. ‘Kan-selv-vil-selv’-alderen. ‘Jeg-får-ret-og-du-får-ikke-et-øjebliks-fred’-alderen. Kære børn og besværlige begreber har mange navne – men de dækker over det samme: voldsomme følelsesmæssige udslag der kan opstå meget pludseligt, hvis barnet ikke straks får sin vilje, eller hvis tingene ikke lige bliver gjort, som hun vil have det.
(Ved nærmere eftertanke er der vist også et par voksne i denne verden, der ikke er kommet videre end 2-års alderen. Men det er en helt anden snak).

Skolegårdens skræk
Jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært for et lille barn at håndtere frustration, skuffelse og andre svære følelser. Det er ikke en evne, vi fødes med.

Men indimellem grænser det altså til de rene divanykker. Et enkelt “Nej, du må heller ikke spise blomsterne i dag”, et spisebord, der står i vejen, en uskyldig klat ketchup på fingeren, hvis næsen løber og ikke straks bliver pudset (eller hvis den bliver pudset for ofte), hvis blåbærrene er køleskabskolde, eller hvis den lille dame foretrækker et æble og frugtskålen kun indeholder pærer – ja, det er mere end rigeligt til at udløse rå mængder primadonnahysteri, der langt overgår Bertel Haarders risengrødsskrigeri.

11146056_10153186965834534_154900246_nVi taler altså ikke en lille smule muggeri: nej, der er klageråb, tårer, røde kinder, drama, sparkende raseri og en lille krop der vrider sig på gulvet i hjerteskærende jammer.

Loppens hysteriske anfald splitter mig. På den ene side vil jeg jo gerne trøste og redde hendes verden (for det er jeg endnu i stand til på mange punkter, heldigvis. Men det bliver nok sværere med alderen. Man hverken kan eller skal skærme dem fra hele verden).
Og alt imens supermor forsøger at samle stumperne af Loppens verden op (give de kolde blåbær en ekstra skyller under den varme hane, synge ‘pæremand’ for at gøre hende opmærksom på at pærer altså er gode nok, i al hast tørre ketchupfingrene af med en klud og den slags) – ja, så runger Olsens hånligt overbærende “slaaap nu af, curlingmor, hun lærer aldrig at klare sig i skolegården” i mine ører. Og i al hemmelighed spekulerer jeg på, om min lille Loppe bliver skolegårdens skræk, hvis divatendenserne fortsætter.

At vælge sine kampe…
Men indimellem er det svært at finde en grimasse, der kan passe. Altså, jeg synes jo, det er ærgerligt for hende, når hun eksempelvis kæmper en brav kamp for at selv at lyne jakken, uden at det lykkes, og ender med gråd og tænders gnidsel. Så står jeg gerne klar med lidt opmuntring og “det er ikke så nemt, men du skal nok finde ud af det – og i dag kan vi lyne jakken sammen”.

11198571_10205732693709083_77121427_nMen når damen putter et sneglehus i munden (inklusiv snegl), og beskeden om at spytte ud afføder en eksplosion af Hiroshima-omfang, så er det altså svært at finde en passende reaktion.
Jeg prøver – efter alle de dér nypædagogiske principper – at være forstående over for hendes trang til at smage på sneglen. Men… nogle ting er bare uacceptable. Hysteriske anfald eller ej. Og mon ikke det er sundt for hende at lære, selvom hun kæmper med næb og kløer, og laver kradsemærker i gulvet, alt imens hendes gennemtrængende sirene skræmmer livet af vores stakkels 86-årige halvdøve og skindøde nabo fordi han tror, tyskerne er vendt tilbage..?

For at reducere antallet af celebrity-anfald og stress med stress på prøver vi her i hjemmet at føre en opdragelsesstil/undvigemanøvre, der hedder ”at vælge sine kampe med omhu” og ”afled tyren og fjern den røde klud”.

Når det lykkes, er Loppen sin sædvanlige solstråle.

… og når det ikke lykkes? Ja, så bare kom an med alle jeres nykker Mariah og Jennifer – I slår altså ikke min 2-årige.

//Bloggeknolden/Curlingknolden

FacebookTwitterGoogle+Share