De gæve lystfiskere

Dagen i dag har jeg tilbragt i selskab med mændene i mit liv. Men det har ikke været uproblematisk.

Tro mod Fars Dag planlagde jeg, at besøge Morfar med rundstykker, trøfler og Loppen. Den syssel er jo ganske fin og giver ikke mindst nogle point på datter-kontoen.
Mine kvaler begyndte faktisk først, da Olsen og min Lillebror fik den geniale idé, at de ville fiske. Og da jeg jo alligevel skulle køre hen til Morfaren – ja, så kunne de da lige få et lift til den nærmeste sø. Mente de.

Okay.

Her startede problemerne:

Klokken 8.30 fik jeg efter flere forsøg rusket liv i Olsen, og bad ham trække barnevognen op fra kælderen og stille den i skuret. Så jeg ikke selv skulle slæbe monstrummet op med 14 kilos Loppe på armen, når middagsluren nærmede sig og Olsen jo var langt borte på fisketur.

Og jo, det skulle Olsen da nok gøre, lovede han.

Nu har jeg så et lyslevende bevis på, at manden aldrig hører mine ordrer til ende: for da alt fiskegrej, rundstykker, trøfler, pusletasker, Loppen, Olsen og jeg selv møjsommeligt var pakket i bilen, og vi havde kørt de første par kilometer, kastede jeg et blik i bakspejlet. Og hvad så jeg?
Jo, i bagagerummet lå Loppens skrummel af en barnevogn.

Mændene i mit liv er ikke blot fantastiske lystfiskere - de er også grillmestre i verdensklasse. Her bliver et styks heldig, hjemmefanget ørred transmogriffet om til et solidt aftensmåltid.

Mændene i mit liv er ikke blot fantastiske lystfiskere – de er også grillmestre i verdensklasse. Her bliver et styks heldig, hjemmefanget ørred transmogriffet om til et solidt aftensmåltid.

Da jeg afhørte Olsen om, hvad i alverden den lavede i bilens bagagerum, og ikke i skuret som fruen havde ønsket – ja, så blev jeg spist af med en halvringe forklaring om, at han var en stakkels, træt mand.

Muligvis. Og vist en anelse døv også.

Men hvem kan bebrejde en mand, at han efter seks års samliv lider af den berygtede ’selektive hørelse’? Ja, ikke mig. Så barnevognsfadæsen fik ikke lov at ødelægge stemningen, og vi drønede hen til Lillebrors hoveddør. Han ville jo være klar til afgang kl. 8.50.

Vi ventede.

Og ventede.

Intet skete.
Så jeg greb knoglen og ringede.
”Øh bøh, åh nej hov, jeg har vist stillet mit vækkeur forkert”, lød det søvndrukkent i den anden ende. ”Men jeg kommer så hurtigt, jeg kan”.

Kort efter styrtede Lillebror ud af døren med fiskestænger, diverse grej, en skovl og en velvoksen pose dåsebajere under armen – og et ansigt der udstrålede, at han netop var faldet ned fra månen (eller væltet ud af sengen).

En krog i nakken
Det lykkedes møjsommeligt at presse det sidste udstyr ind i bilen, og så var vi endelig klar til afgang mod søen og Morfar. Uret bevægede sig faretruende væk fra det tidspunkt, jeg havde forudsagt min ankomst hos Morfar.

Ida er langt om længe nået frem til Morfar, og er i dagens anledning en rigtig sommerpige.

Ida er langt om længe nået frem til Morfar, og er i dagens anledning en rigtig sommerpige.

Med en halv times forsinkelse nåede vi frem til søen, hvor Lillebror og Olsen skulle af. Fiskegrej, skovle, net, dåsebajere og tasker blev losset ud af bilen – og så skete det: En fiskekrog hægtede sig grundigt fast i nakken på Olsens t-shirt.
Jeg forsøgte at pille krogen ud, mens min personlige torsk hylede op og skræmte alle fisk i miles omkreds langt bort. Men krogen sad rasende godt fast, og jeg måtte opgive. Så Olsen vrælede videre, indtil Lillebror langt om længe fik has på krogens greb under under skingre udbrud a la: ”du må ikke bevæge dig nu”, “av, av” og ”sid nu stille for fanden”.

Altså, jeg siger jer: Sikke et syn. De to gæve lystfiskere. Søens konger. Ørredernes skræk. Hylende som to kastrater.

Behøver jeg at sige, at så snart Olsen var fri, ræsede jeg af sted. Uden at se mig tilbage?

Jeg elsker mændene i mit liv, men livet med mine mænd er ikke altid lige stressfrit.

//Bloggeknolden

PS: Morfar blev glad for rundstykker, trøfler og Loppebesøget.

PPS: De to store lystfiskere fangede faktisk en rigtig fin fisk, der nu ligger trygt i min fryser.

FacebookTwitterGoogle+Share