“Ældrebyrden” – et symptom på et trist menneskesyn

Inspireret af søndagens indlæg, hvor jeg funderede lidt over, hvordan jeg kan blive den gladeste gamle dame på plejehjemmet… Svaret er: Det bliver jeg nok ikke.
Medmindre vi som samfund formår at ruske gevaldigt op i den måde, vi opfatter og behandler vores ældre på.

Nå, prøver hende Bloggeknolden nu at score billige point på at hyle med alle de andre glubske ulve, der bare kræver og kræver, og ikke fatter at samfundet død og pine skal spaaare og effektivisere, for ellers dør baby?
Næh, egentlig ikke. Jeg har selv oplevet, hvordan gamle mennesker bliver opbevaret i dagens Danmark. For ikke så længe siden fik jeg nemlig den strålende idé, at slå sommerferien ihjel som vikar på det lokale plejehjem. Altså, hvorfor ikke? Det kunne da være hyggeligt at lave lidt rutinearbejde, hygge om nogle ældre og møde nye mennesker? Ikke?

Behøver jeg at sige, at jeg aldrig har løbet så hurtigt i mit liv, fået så mange vabler på fødderne og følt mig så magtesløs på en arbejdsplads til en så ussel løn, som jeg gjorde den sommer?

Når maskineriet går i kludder
Men tempoet var alligevel aldrig helt nok. For i dag skal de ældre med vold og magt fastholdes i deres eget hjem så længe som muligt (for at spare, ikke?). Når de ankommer til endestationen – plejehjemmet – er de ofte så dårlige, at de intet kan selv. De har altså brug for hjælp til alt: påklædning, vask, toiletbesøg, barbering, tandbørstning, medicin, spise og drikke, at gå/rulle/kravle. Foruden at personalet også skal hente og servere mad, dække borde, vaske op, skrive rapport, tale med pårørende, læger og apotekere, gøre rent, skifte sengelinned og den slags opgaver.

Alle gøremålene er i sig selv helt fint – det er jo en del af jobbeskrivelsen.

Det svære og helt forkerte opstår, når der ikke er tid eller personale nok til at nå det hele. Ikke på grund af dovne kollegaer, dårlig ledelse eller mangelfuld prioritering: men fordi der simpelthen ikke kan trækkes mere ud af de eksisterende resurser. De er allerede udnyttet til bristepunktet.
Og hvad bliver så nedprioriteret, når man har 117 ting at gøre? Jep: nærværet. Nærvær tager nemlig tid – fordi det kræver indlevelse og at man tilpasser tidsforbruget til det menneske, man står overfor. Men mennesker er forskellige – og den uforudsigelighed kan hurtigt få et stramt kalkuleret maskineri til at slå knuder.

Men nærvær er jo lige præcis det, man virkelig har brug for, når man bare ligger i sin seng  eller sidder i en stol og venter. Venter på at smerten stopper, venter på at blive vasket, venter på at blive madet, venter på at få besøg, venter på at dø.

“jeg skal fandme aldrig på plejehjem!”
Nogle af effektiviserings- og spareplansfortalerne vil måske mene, at man da bare kan være nærværende, imens man bader, skifter og mader. Det kan man også til dels. Men min oplevelse var, at de fleste ældre havde brug for ro omkring sig, for at føle sig godt tilpas – ikke at man vimsede rundt og var praktisk imens. De blev urolige og forvirrede, når tingene gik hurtigt.
Og der er i øvrigt ikke meget tid til at fordybe sig i et menneske, når man har 5½ minut til rådighed, før man død og pine skal videre til den næste.

Alligevel hamrede de fleste kollegaer rundt og prøvede at gøre det hele så godt som muligt. For de var ganske bevidste om, at det de ikke nåede, ville gå ud over de ældre.
Derfor oplevede jeg bl.a. en kollega skippe frokostpausen i en periode for i stedet at berolige en forvirret ældre mand. En anden kiggede forbi på sin fridag for at sidde lidt hos en ensom døende. Og en tredje mødte ind en halv time før tid uden løn en dag, for at hjælpe en ældre dame, der gerne ville gøres fint i stand til sit barnebarns fødselsdag.

Ældre Sagen har lavet en undersøgelse som viste, at seks ud af 10 danskere frygter uværdig ældrepleje allermest, når det handler om deres alderdom. Jeg hørte også flere kollegaer sige igen og igen: “Jeg skal fandme ikke selv ende på et plejehjem. Det er min største frygt i forhold til at blive gammel”.

Den uværdige behandling kommer også til udtryk i en nedladende retorik i samfundet: De bliver kaldt ’ældrebyrde’ og ‘ældrepukkel’ – en dødvægt om samfundsøkonomiens ankler. Men de er mennesker: De er vores oldeforældre, bedsteforældre og forældre. De er os selv. En dag bliver de vores egne børn.

Og jeg ville ønske, at vi behandlede dem, som vi gerne selv vil behandles.

Suppedasen på den anden side af trædemøllen
Jeg har arbejdet som journalist i årevis: med stramme deadlines, travle tidsplaner, fingre der hamrede på tastaturet, udgivelser der skulle udtænkes, indhold der skulle skabes. Krævende, udfordrende arbejde, hvor man konstant er i gang og skal tænke lynhurtigt.
Men de måneder på plejehjemmet var krævende på en helt anden måde: Her skal man konstant finde balancen mellem at yde kærlig omsorg og forstå – og at lægge empatien på hylden i en grad, så man selv kan holde ud at være i det.

Hatten af for dem, der kan.

Jeg tror, at alle de politikere og ledere, vi har givet kompetencer til at træffe beslutninger på ældreområdet, ville have gavn af at arbejde på et plejehjemsgulv et par måneder.
Dernede hvor man kan opleve at stå overfor valget om enten at trøste den, der græder af angst, eller den, der trygler om at få lov til at dø – for der er måske ikke andre ledige hænder på afdelingen.
Dernede hvor man traver i fast rutefart mellem værelserne, indtil man får vabler, og alligevel ikke kan nå det, man bør.
Dernede hvor man kan se, lugte og høre, hvordan vi behandler de udtjente mennesker, der er frække nok til at leve videre, når arbejdsmarkedet har spyttet dem ud på den anden side af møllen.

Måske ville de opdage, hvor grimt det i virkeligheden ser ud, når et så rigt samfund som vores vælger at spare og effektivisere sin menneskelighed og anstændighed væk?

//Bloggeknolden

(Hvis du undrer dig over, hvad der motiverer en ung og frejdig vårhare som mig til at skrive om, hvordan vi behandler vores ældre, er svaret, at jeg har nogle gamle nisser i mit liv, som jeg holder forfærdeligt meget af. Det har du måske også?).

FacebookTwitterGoogle+Share